Overfør SMS fra Android til Android – Skal du overføre sms-beskeder fra Android- til Android-telefon, gøres det nemmest med en gratis app fra Google Play. Du kan også købe programmer, der kan overføre både sms’er, billeder og andre data. Og til Samsungs telefoner kan du få en genial app, der kan overføre alt fra din gamle til din nye Samsung-mobil.
Har du fået ny Android-telefon – altså fået en ny mobiltelefon med operativsystemet Android, der er af et andet mærke, end den Android-telefon du har i dag? Så venter der dig en del lavpraktisk arbejde i form af at overføre kontakter, gamle sms-beskeder og så videre fra den ene telefon til den anden.
Det kan f.eks. være, at du har købt en HUAWAI-telefon i stedet for din gamle SONY- eller SAMSUNG Android-mobil.
Overfør sms fra Android til Android
Havde du købt en Android-telefon af samme mærke, som den du allerede har, er der oftest en smart app eller mulighed for at overføre kontakter, sms-beskeder og så videre direkte mellem den gamle og den nye telefon.
Men har du ikke bare skiftet telefon, men også gået fra en producent til en anden, er det kun de færreste brands, der tillader direkte overførsel fra den gamle til den nye telefon. Det skyldes, at Android-operativsystemet er Open Source. Så derfor kan der være større eller mindre forskelle på, hvordan data er organiseret på telefoner fra forskellige mærker – eller forskel på, hvad de kalder tingene.
Sådan overfører du sms’er med SMS Backup & Restore
Så skal du overføre sms-beskeder fra Android- til Android-mobil, skal du bruge en af Googles grundlæggende Android-apps, som du kan hente fra Google Play. Den hedder SMS Backup & Restore. Den kan finde, læse og kopiere sms-beskederne fra din gamle telefon og lægge dem over på din nye.
- Det kræver, at du først har tilsluttet de to telefoner til det samme trådløse WiFi-netværk.
- Når app’en er installeret på begge mobiler, kan du åbne den på hver af telefonerne og klikke på Transfer-knappen.
- Derefter vælger du Send from this phone på din gamle Android-telefon.
- På din nye Android-telefon vælger du Recieve on this phone.
- Derefter skal de to telefoner lige finde hinanden, hvorefter de kan parres. Så er du sikker på, at der ikke er andre Android-telefoner i nærheden, der kan opsnappe dine gamle sms-beskeder.
- Send en invitation til parring fra den gamle mobil, og tryk på Accept invitation-knappen på den nye.
- Så er det bare at vente, til overførslen af sms’er er færdig
Overfør sms’er med Samsung Smart Switch
Har du købt en Samsung mobil som din nye telefon, kan du oftest også benytte Samsungs egen Samsung Smart Switch-app til at overføre sms’er fra din gamle Android-mobil.
Det smarte ved denne app er, at du samtidig kan overføre både billeder, videoer, kontakter og andre data i en og samme arbejdsgang. Ja, du kan tilmed overføre fra en iPhone, hvis du har besluttet dig for at skippe Apple og skifte til de langt billigere og teknologisk overlegne mobiltelefoner med Android-operativsystemet fra Samsung.
Andre måder at overføre sms fra Android til Android
Endelig kan du også købe programmer som f.eks. Dr.Fone eller Wondershare. De kræver, at du har et USB-kabel, du kan forbinde telefonerne med til din computer.
Programmerne kan i princippet de samme ting som de gratis apps Samsung Smart Switch og SMS Backup & Restore. Så medmindre du har brug for den ekstra brugervenlighed som programmerne giver, er der ingen grund til at bruge penge på dem.