Dammark er europamester på nettet

Fire ud af fem danskere har inden for det seneste år hentet information fra offentlige hjemmesider. Det er mere end nogen andre i Europa, viser nye tal fra Eurostat. IT-Branchen vurderer, at det er statens og kommunernes store digitale satsning de seneste år, der nu for alvor bærer frugt.

Danskerne er de allerflittigste i Europa til at bruge det offentlige digitalt. 80 pct. af alle danskere mellem 16-74 år har hentet information på en offentlige myndigheds hjemmeside. Det viser nye tal fra EUs statistikkontor Eurostat.

– Danskerne bruger ikke kun internettet til underholdning. Det er meget positivt, at vi i Danmark især er gode til at bruge nettet til at få nyttige informationer, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.

Danskerne er generelt blandt de mest digitale i Europa. Men når det gælder om at bruge det offentliges hjemmesider, overhaler Danmark altså alle andre lande. De næste lande på listen er Sverige og Norge med 74 og 73 pct.

– Danskerne oplever nu, at de på nettet har nem adgang til at få en bedre service fra det offentlige. Samtidig sparer det offentlige penge. Det er en rigtig god ting at være europamestre i, siger Morten Bangsgaard.

DANSKERNE KLAR TIL MERE DIGITALISERING
De offentlige myndigheder har de seneste år arbejdet målrettet med at få danskerne til at bruge digitale løsninger. Det har for alvor båret frugt nu, vurderer IT-Branchen, der har analyseret de nye EU-tal.

– Vi er de mest digitalt parate i verden, og danskerne er klar til endnu mere digitalisering. De nye tal viser, at danskerne meget gerne vil bruge nettet og nye digitale løsninger, når der bliver gjort en målrettet indsats, siger Morten Bangsgaard.

MARKANT FLERE DANSKERE SENDER NU OPLYSNINGER DIGITALT
Når det handler om, at udfylde og sende oplysninger til det offentlige via nettet, så har danskerne også her givet de andre europæiske lande baghjul det seneste år. I 2012 var det to ud af tre danskere (69 pct.), der indsendte oplysninger digitalt, for fem år siden var det kun én ud af tre (35 pct.). Kun Island har haft en lignende udvikling.

Danmark er i dag langt foran lande som Sverige, Norge, Holland, hvor kun omkring halvdelen af befolkningen bruger nettet til at sende oplysninger til det offentlige.

– Danskerne har lagt sig i spidsen med at bruge nettet. Nu skal vi bare have skabt den samme digitale førerposition for de danske virksomheder. Det gælder ikke mindst de mindre virksomheder, der halter efter med brug af nye it-løsninger, siger Morten Bangsgaard.

0 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published.